
Kontorchef til Center for Vand
Trives du i et stærkt fagligt miljø, hvor du bliver udfordret, og hvor ledelse står højt på dagsordenen? Så vælg en karriere i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens Center for Vand.
Om Center for Vand
Vandsektoren er karakteriseret ved naturlige monopoler. Det betyder, at de danske forbrugere ikke frit kan vælge leverandør af vand. Drikke- og spildevandsselskaber er dermed ikke udsat for konkurrence. Derfor fastsætter vi i Vandsektortilsynet hvert år økonomiske rammer for, hvor meget selskaberne må opkræve fra forbrugerne. Vi anvender benchmarkingmodeller til at imitere et konkurrencepres, der skal gøre selskaberne så effektive som muligt, og vi udvikler løbende vores modeller og øvrige redskaber. Samtidig fører vi bl.a. tilsyn med, at vandselskaberne indgår aftaler på markedsmæssige vilkår.
Derudover udarbejder vi vejledninger til selskaberne, behandler ansøgninger om forhåndsgodkendelser og nye økonomiske rammer som følge af fusioner, samt analyser og faglige artikler. Vi håndterer store mængder data og bidrager aktivt til udviklingen af forsyningspolitikken i Danmark. Vores opgaver har alle det samme overordnede formål, at forbrugerne får mest muligt rent vand for pengene under hensyntagen til forsyningssikkerhed, klimaet og naturen.
Vandsektoren er samfundskritisk, og anlægsaktiverne løber op i et trecifret milliardbeløb, hvilket giver vores arbejde stor politisk og erhvervsøkonomisk betydning og kræver tæt dialog med sektoren, andre myndigheder og erhvervslivet.
Som kontorchef i Center for VAND bliver du en del af et dedikeret ledelsesteam, der prioriterer medarbejdernes udvikling og trivsel højt. Kontoret består af 20 engagerede medarbejdere, heraf fire studenter, og kulturen er præget af høj faglighed, sparring i øjenhøjde og et stærkt kollegialt fællesskab.
Om stillingen
I tæt samarbejde med centerets anden kontorchef får du ansvar for at lede og prioritere centerets arbejde med økonomisk benchmarking, fastsættelse af økonomiske rammer for vandselskaber og udarbejdelse af økonomiske analyser af vandsektoren til brug for ny politik.
Du får som udgangspunkt ledelsesansvar for 8 engagerede og dygtige medarbejdere.
Arbejdet indebærer desuden inddragelse af styrelsens direktion og departement, øvrige centre og eksterne samarbejdspartnere, herunder hyppig kontakt til vandselskaber, brancheorganisationer, såsom DANVA og Danske Vandværker og andre offentlige myndigheder, bl.a. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet samt Energistyrelsen.
Vi forventer, at du:
- Har en relevant samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse, fx cand.polit, cand.oecon eller tilsvarende
- Har erfaring med komplekse økonomiske problemstillinger – har du også erfaring med juridiske aspekter, er det en fordel, men ellers vil du lære gennem arbejdet med centerets dygtige jurister
- Udviser en tydelig og handlekraftig ledelsesstil samt evne til at træffe beslutninger i fagligt krævende miljøer
- Kan arbejde målrettet og skabe resultater gennem andre
- Har stærke samarbejds- og kommunikationsevner
- Arbejder konstruktivt og løsningsorienteret
- Har ambition og evner for ledelse – gerne understøttet af dokumenteret erfaring med personale eller strategiske ledelsesansvar
Som kontorchef er din drivkraft at skabe resultater gennem dine medarbejderes udvikling og engagement. Du sætter tydelig retning, motiverer og understøtter dit team. Samtidig sikrer du effektive processer, fremmer tværgående samarbejde og disponerer din tid, så ledelse prioriteres i hverdagen.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med ledelse i et politisk præget miljø og med at håndtere beslutningsprocesser i det offentlige.
Om Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen arbejder for at fremme vækst og nye muligheder ved at styrke konkurrencen og forbedre samspillet mellem forbrugere og virksomheder. Vores opgaver er krævende og komplekse, og vi har tæt kontakt til erhvervslivet og andre myndigheder. Din indsats får betydning for, at styrelsen kan løfte sine faglige opgaver kompetent og effektivt. Arbejdet foregår i et hurtigt tempo med en høj grad af selvstændighed og initiativ. Hverdagen er præget af en positiv tilgang til kollegaer og nye udfordringer. Kommunikationen er ligefrem og åben med plads til godt humør.
At være chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen betyder, at du skal arbejde med strategisk ledelse, ledelse af mennesker og faglig ledelse, og vi både forventer og tilbyder løbende udvikling af dine samlede ledelsesmæssige kompetencer.
GENERELT
For yderligere oplysninger om stillingen kontakt vicedirektør Jacob Schaumburg-Müller på tlf. 25 59 32 76.
Stillingen er en kontorchefstilling (løngruppe 1) og besættes på åremål. Årslønnen inkl. tillæg og pension udgør mellem 1.000.000 og 1.100.000 kr. (november 2025 niveau) alt efter erfaring og kvalifikationer Hertil kommer mulighed for resultatløn.
Ansættelse sker i henhold til rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten.
Ansøgning med CV og eksamensbevis sendes enten via ”Søg stillingen” eller styrelsens elektroniske ansøgningsmodul her og skal være os i hænde senest 1. juni 2026. Samtaler forventes at finde sted i juni måned. Alle kandidater der går videre til anden samtalerunde vil blive ledelsestestet. Tiltrædelse vil være hurtigst muligt efter aftale.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen arbejder for velfungerende markeder, der skaber vækst og høj forbrugervelfærd. Vi er cirka 350 engagerede kollegaer, der brænder for at gøre en forskel. Vi værdsætter høj faglighed, og vi styrer efter, at vores arbejde skal have reel effekt for danske forbrugere og virksomheder. Vi stræber efter at være de bedste på de områder, vi har ansvar for. Det skal være sjovt, udfordrende og udviklende at gå på arbejde.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er en del af Erhvervsministeriet. Vi arbejder med konkurrence, forbrugerforhold og udbud, og vi fører tilsyn med vandselskaber. Alt sammen for at skabe mere velfungerende markeder til gavn for de danske forbrugere. Vi er sekretariat for en række nævn og råd, og sammen med Konkurrencerådet udgør Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en uafhængig konkurrencemyndighed.
I Erhvervsministeriet tror vi på, at et inkluderende, mangfoldigt arbejdsmiljø styrker opgaveløsningen. Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og lige muligheder for alle vores jobansøgere. Vi opfordrer alle til at søge stillingen uanset alder, køn, handicap, seksualitet, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Ansøg her
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsensvej 35
2500 Valby
LJA-7076
Fuldtid
Kontor og administration, Ledelse, Politik, kultur og samfund
03-06-2026
Tilbage til søgning





