Ny søgning
Sted
Alle jobfunktioner
Alle jobtyper

Nye kollegaer til Erhvervsstyrelsens team for automatisering af bogføring og rapportering


Synes du, at automatisering, digitalisering og forretningsudvikling lyder spændende? Vil du være med til at realisere de største byrdelettelser for erhvervslivet i danmarkshistorien? Vi søger nye kollegaer til Erhvervsstyrelsens team for automatisering af bogføring og rapportering

Har du lyst til at arbejde med analyse og udvikling af danske virksomheders digitaliserings- og automatiseringspotentialer? Vil du være med til at udvikle og implementere de krav og standarder til digitale processer i bogføringen som understøtter centrale processer i danske virksomheder – fx fra bogføring til regnskab og fra regnskab til rapportering samt dataudveksling B2G og B2B, fx til kreditgivning, momsindberetning eller rapportering af ESG/bæredygtighed?

Om vores arbejde 

Erhvervsstyrelsen arbejder for at gøre det nemmere at drive virksomhed i Danmark. Det gør vi blandt andet ved at udvikle digitale og fælles standarder, der mindsker de administrative byrder og skaber en mere automatiseret og effektiv hverdag for virksomhederne.

Et konkret eksempel er den offentlige standardkontoplan – et værktøj, der gør det lettere for virksomheder at strukturere og dele deres regnskabsdata på en ensartet måde. Det betyder, at digitale bogføringssystemer kan tale bedre sammen med myndighedernes indberetningsløsninger, og at virksomhederne sparer tid på manuelle processer og dobbeltarbejde.

Vi er ansvarlige for udviklingen af den danske version af SAF-T (Standard Audit File for Tax) – en fælles digital struktur for udveksling af regnskabs- og bogføringsdata.

Vi arbejder for, at SAF-T skal bruges til meget andet end skattemæssig rapportering, så standarden også kan skabe værdi på andre områder, fx udveksling af data om klima og bæredygtighed, kreditvurdering, statistik, revisioner og styrket intern kontrol.

Sammen med den offentlige standardkontoplan skal SAF-T danne grundlaget for fremtidens automatiserede indberetninger til det offentlige og samtidig understøtte mere smidig og sikker dataudveksling mellem virksomheder. Det vil gøre det nemmere for virksomhederne at leve op til rapporteringskravene – og samtidig åbne for nye muligheder for digitalisering og samarbejde i erhvervslivet.

Vi arbejder løbende med at analysere og udvikle konkrete use cases, hvor de standarder og forretningsdokumenter, vi udvikler, bliver omsat til løsninger, der gør en mærkbar forskel i virksomhedernes hverdag. Målet er, at digitaliseringen ikke blot lever op til lovgivning – men også gør tingene nemmere, hurtigere og mere værdiskabende i praksis ude i virksomhederne.

Vi er desuden teamet som har ansvaret for de systemer som understøtter indberetning af årsrapporter til Erhvervsstyrelsen og tilpasser løsningen til gældende lovgivning på regnskabsområdet.

Alt dette gør vi i tæt samarbejde med virksomheder, de digitale bogføringssystemer, regnskabssystemleverandører og andre myndigheder.

“Hver gang vi forenkler og digitaliserer processer, giver vi virksomheder tid tilbage – tid til innovation, kunder og kerneforretning. Derfor er det vigtigt, at vi bruger de samme standarder, så vi kan arbejde smartere. Det er standarderne, der binder digitale løsninger sammen, og får dem til at fungere i praksis ude i virksomhederne.” - Jonas, medarbejder i Team automatisering af bogføring og rapportering.

Dine arbejdsopgaver

Som en del af teamet får du mulighed for at arbejde med nogle af de mest aktuelle og samfundsrelevante opgaver inden for digitalisering og automatisering, og arbejde i krydsfeltet mellem digitalisering, regnskab og bogføring.

Dine opgaver vil blandt andet være at:

  • Udvikle digitale formater fx den offentlige standardkontoplan, SAF-T og iXBRL
  • Sikre at de digitale formater, vi udvikler, understøtter automatisering af virksomhedens processer, bedre datakvalitet og enklere indberetning
  • Udvikle konkrete use cases, hvor standarder, formater og forretningsdokumenter omsættes til løsninger, der letter virksomheders hverdag og skaber værdi og forretningsudvikling for alle danske virksomheder.
  • Bidrage til at gøre standarderne anvendelige i praksis – fx ved at afklare tekniske og forretningsmæssige behov i dialog med softwareleverandører (særligt digitale bogføringssystemer), revisorer og virksomheder
  • Understøtte fortolkning og videreudvikling af regler og krav til digital bogføring, så lovgivning og tekniske standarder spiller sammen.
  • Repræsentere Erhvervsstyrelsen og Danmark i nationale og internationale arbejdsgrupper, hvor du er med til at sætte retning og sikre sammenhæng med internationale standarder og praksis.

Du bliver en del af et tværfagligt miljø, hvor teknologi, faglighed og samfundshensyn går hånd i hånd – og hvor din indsats er med til at modernisere fundamentet for erhvervslivet i Danmark.

Er det dig vi leder efter?

Vi søger en kollega der er:

  • Fagligt nysgerrig og motiveres af at forstå, hvordan digitalisering, forretningsregler, lovgivning og praksis spiller sammen. Du har lyst til at dykke ned i nye områder, tør at stille spørgsmål og finde de rigtige løsninger, der ikke bare virker i teorien – men også gør en forskel i virkeligheden.
     
  • Kommunikerende og god til at formidle komplekse eller tekniske emner, så de giver mening for både jurister, revisorer, udviklere og virksomhedsledere og ikke mindst interesseorganisationer – og du er både god til at lytte og til at skabe fælles forståelse.
     
  • Grundig og arbejder struktureret – vores opgaver kræver, at du sætter dig ind i detaljer i lovgivningen, regler, dataformater, it-løsninger og tekniske specifikationer. Du forstår derfor vigtigheden af at dygtiggøre dig og at bruge tid på at sætte dig grundigt ind i stoffet – ikke mindst fordi der i Erhvervsstyrelsen faktisk er tid til præcist dette.
     
  • Kort sagt – du trives i samspillet mellem forretningsudvikling, digitalisering og samarbejde med både myndigheder og erhvervslivet. Du skal have lyst til at sætte dig ind i komplekse problemstillinger – og kunne formidle dem klart, både skriftligt og mundtligt.

Du bliver en af vores repræsentanter i dialogen med revisorer, brancheorganisationer, regnskabssystem-leverandører og andre myndigheder – og derfor er det vigtigt, at du er tryg ved at tage ordet og skabe relationer på tværs.

Vi lægger vægt på, at du:

  • har relevant erfaring indenfor (og gerne i krydsfeltet mellem) digitalisering, bogføring, økonomi og regnskab, it eller lignende,
  • har it-teknisk flair og forståelse,
  • er analytisk og struktureret med evne til at arbejde selvstændigt og i teams,
  • har gode kommunikations- og samarbejdsevner, og kan navigere i et komplekst interessentlandskab.

Det er en fordel, men ikke afgørende, hvis du har:

  • erfaring med bogførings- og regnskabsregler,
  • viden om digitale bogføringssystemer, økonomisystemer eller ERP-systemer
  • forståelse for standarder, og gerne erfaring med offentlige tekniske standarder som iXBRL, SAF-T og den offentlige standardkontoplan,
  • en relevant uddannelsesmæssig baggrund, fx cand.merc.aud., cand.it. eller tilsvarende.

Hvis du ikke har arbejdet med digitale standarder før, skal du ikke lade dig afskrække – vi klæder dig godt på gennem faglig sparring og oplæring. Det vigtigste er, at du har lyst til at lære og bidrage til en sag med stor betydning for både samfund og erhvervsliv, og at du har stærke faglige kompetencer og lyst til at sætte dem i spil i en virkelighedsnær og samfundsvigtig kontekst.

Er du klar til at blive en nøgleaktør i digitaliseringen af Danmarks erhvervsliv? Så hører vi meget gerne fra dig!

Om Erhvervsstyrelsen

Erhvervsstyrelsen er en del af Erhvervsministeriet og er placeret på flere forskellige lokationer i landet. Denne stilling er placeret på Langelinie i København.

Erhvervsstyrelsen er en ambitiøs og moderne myndighed. Vi lægger vægt på at skabe resultater af høj kvalitet, og vi er ikke bange for at gå nye veje for at finde løsninger. Derfor arbejder vi bl.a. med nye teknologier, digitale løsninger og data til at effektivisere vores drift og skabe værdi for virksomhederne. Vi lærer gerne af andre, og vi arbejder altid i partnerskab med andre myndigheder, organisationer og virksomheder.

Du kan læse mere om Erhvervsstyrelsen her.

Om ansættelsen

Ansættelse sker som fuldmægtig eller konsulent efter overenskomst mellem Finansministeriet og AC med mulighed for forhandling af tillæg. Der er tale om en fast fuldtidsstilling med tiltrædelse snarest muligt.

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Pernille Grønnemose på tlf. 35 29 18 91 eller teamleder og chefkonsulent Henrik Rasmussen på 35 29 13 85. Oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår kan fås ved henvendelse til HR-rekrutteringspartner Diana O. Birch på 91 33 71 39.

Interesseret?

Lyder det som noget for dig? Så klik på ”Søg stilling”-knappen og følg instrukserne. Din ansøgning med CV og eksamenspapirer skal være modtaget senest onsdag den 18. marts.

Der bliver løbende indkaldt til 1. samtaler og 2. samtaler forventes afholdt mandag den 23. marts. Der vil blive anvendt test i forbindelse med rekrutteringsprocessen.

Læs mere om Erhvervsstyrelsen som arbejdsplads samt rekrutteringsprocessen her.

Erhvervsstyrelsen er en del af Erhvervsministeriet og er placeret på flere forskellige lokationer i landet – København, Nykøbing Falster, Silkeborg og Esbjerg.

Erhvervsstyrelsen er en ambitiøs og moderne myndighed. Vi lægger vægt på at skabe resultater af høj kvalitet, og vi er ikke bange for at gå nye veje for at finde løsninger. Derfor arbejder vi bl.a. med nye teknologier, digitale løsninger og data til at effektivisere vores drift og skabe værdi for virksomhederne. Vi lærer gerne af andre, og vi arbejder altid i partnerskab med andre myndigheder, organisationer og virksomheder. 

Du kan læse mere om Erhvervsstyrelsen på www.erhvervsstyrelsen.dk.   

I Erhvervsministeriet tror vi på, at et inkluderende, mangfoldigt arbejdsmiljø styrker opgaveløsningen. Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og lige muligheder for alle vores jobansøgere. Vi opfordrer alle til at søge stillingen uanset alder, køn, handicap, seksualitet, religion eller etnisk tilhørsforhold.



🕑  |  København Ø  |  18-03-2026


Ansøg her

Virksomhed
Erhvervsstyrelsen
Arbejdssted
Langelinie Allé 17
2100 København Ø
Kviknummer
LJA-6329
Ansættelsesvilkår
Fuldtid
Arbejdsområde
Analyse og information, Finans, økonomi og regnskab, IT, web og teknologi, Kontor og administration, Politik, kultur og samfund
Ansøgningsfrist
18-03-2026



Tilbage til søgning
Virksomhed
Erhvervsstyrelsen
Arbejdssted
Langelinie Allé 17
2100 København Ø
Kviknummer
LJA-6329
Ansættelsesvilkår
Fuldtid
Arbejdsområde
Analyse og information, Finans, økonomi og regnskab, IT, web og teknologi, Kontor og administration, Politik, kultur og samfund
Ansøgningsfrist
18-03-2026
Opret en jobagent og få drømmejobbet i indbakken