
Enhedschef for Ejendomsadministration i Københavns Ejendomme
Ejendomsadministrationen i Københavns Ejendomme (KEJD) sikrer, at en af landets største offentlige ejendomsporteføljer administreres korrekt og med vores kunder for øje. Vi skal administrere korrekt samtidig med, at vi skal helt op på tæerne for at gøre det nemmere at være kunde hos os. Derfor rykker vi rundt i organisationen, udvikler og forandrer.
Du er med fra begyndelsen, da vi tilbyder et job i et nyoprettet center, og du skal være med til at forme både retning, kultur og samarbejde. Det nyoprettede Center for Ejendomme og Kunder har til formål at styrke en mere sammenhængende og ensartet serviceoplevelse for vores kunder i alle de daglige henvendelser, centeret har. Centeret skal også understøtte Københavns Ejendommes tværgående og strategiske kundearbejde. I centret samles således de funktioner, som har den største kontaktflade ift. henvendelser fra både kunder, lejere og forvaltninger for at skabe bedre sammenhæng mellem drift, administration, økonomi og kundedialog.
Opgaven i Ejendomsadministration
Vi tilbyder en enhedschefstilling, hvor enhedens opgaver omhandler: Opbygge stærke relationer til kunderne, opkræve husleje, udarbejde kommunale standardlejeaftaler, koordinere ind- og fraflytninger, huslejereguleringer, behandle generelle henvendelser fra forvaltningerne, institutionsledere m.fl. Du skal både stå i spidsen for den daglige drift og for udviklingen af enheden.
I København er det en meget kompleks ejendomsportefølje, og vi arbejder tæt sammen med forskellige fagforvaltninger og øvrige lejere med vidt forskellige behov. Det betyder, at kompleksitet og svære enkeltsager er en del af hverdagen. Vi har både kommunale og private lejere. Samlet set administrerer vi cirka 2.300 ejendomme med i alt mere end 3.500 lejemål. Størstedelen anvendes til egne kommunale aktiviteter. Vores kommunale lejere skal opkræves husleje efter kommunens interne huslejemodel. Yderligere er cirka 1.200 lejemål udlejet til bolig eller erhverv, og administreres efter forskellige lovgivninger for henholdsvis erhvervs- og boligudlejning. Så vi har mange og forskellige typer af lejere, som alle skal opkræves korrekt husleje og have en god kundeoplevelse.
Vi har netop udskiftet vores ejendomsadministrationssystem, så en vigtig opgave lige nu og i den kommende tid er sammen med medarbejderne at udvikle, optimere og implementere nye forretnings- og arbejdsgange, som er tilpasset vores nye system. Ud over den almindelige ejendomsadministration, så har enheden også ansvaret for Københavns Ejendommes tværgående kundeindgang.
Til gavn for borgere, virksomheder og medarbejdere. Til gavn for byens liv.
'Vi har etableret et nyt center, hvor nogle af de mest kundevendte enheder er sammen. Ejendomsadministration er en hjørnesten i det, og jeg søger en chef, der kan drive driften på en professionel og serviceorienteret måde og samtidig se, hvordan vi gør tingene mere effektivt og lettere for vores kunder. Du skal selvfølgelig også have lyst til at være med til at få det nye til at lykkes', siger Mia Manghezi, direktør for Københavns Ejendomme.
Du refererer til centerchefen for Ejendomme og Kunder, der i dag er vakant, og du indgår i centerets ledelsesgruppe sammen med de to øvrige enhedschefer for 'Afhjælpende Vedligehold og Brand’ og ’Ejendomsøkonomi'. I sætter sammen retningen for centeret. Du får det samlede ansvar for Ejendomsadministration, hvor du leder gennem en teamleder og en teamkoordinator. Enheden har p.t. 20 medarbejdere primært med en ejendomsadministratoruddannelse eller anden administrativ baggrund. Du være med til at skabe trivsel, stabilitet og et stærkt fagligt fællesskab – og dermed et godt sted at være, både for nuværende og kommende medarbejdere.
Administrationsopgaven sker i meget tæt samarbejde med to søsterkontorer: Ejendomsøkonomi, som står for blandt andet økonomistyring af indtægter fra lejere og driftsudgifter samt forvaltningens juraenhed, som indgår erhvervslejekontrakter og bidrager til den juridiske del af opgaveløsningen.
Om dig
Du har i karrieren bidraget til væsentlige forandringer. For medarbejderne er du tydelig med en klar retning og tillidsskabende. Du har stort fokus på medarbejdernes og enhedens faglige udvikling, og du prioriterer høj medarbejdertrivsel som et middel til gode resultater. Du har en relevant uddannelse, erfaring med drifts- og personaleledelse og solid erfaring med ejendomsadministrationsområdet, herunder god juridisk og økonomisk forståelse. Det må gerne have været fra en politisk styret organisation. Du går op i at sikre bredde og kvalitet i beslutningsgrundlag, godt tværgående samarbejde, en stærk interessenthåndtering – og så har du et skarpt blik på kunderne i forretningen. Der er mange skriftlige produkter i kommunen, så det er en fordel, hvis du har en skarp pen.
Det med småt
Tiltrædelse snarest muligt. Løn- og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. Din arbejdsplads er hos Københavns Ejendomme, Borups Allé 177, København NV.
Yderligere information
Vil du vide mere, kan du kontakte direktør og partner i Mercuri Urval, Jakob Westh, på 60 89 64 36 eller chefanalytiker i Københavns Ejendomme, Christian Krogh, på 24 98 24 50.
Søg via linket senest søndag den 9. august 2026
Der er 1. samtaler fredag den 14. august. Går du videre fra samtalen, vil der være et testforløb og derefter 2. samtaler tirsdag den 25. august.
Københavns Ejendomme
Københavns Ejendomme har ansvaret for Københavns Kommunes ejendomsportefølje. Vores ca. 1.800 medarbejdere arbejder hver dag for en serviceorienteret ejendomsadministration og vedligeholdelse af kommunens mere end 2,6 mio. m2. Gennem effektiv ejendomsservice, drift og vedligehold frigør vi ressourcer til, at vores 58.000 kolleger i Københavns Kommune kan skabe en bedre hverdag for københavnerne. Alt det gør vi ud fra bedste aktuel viden og i tæt samspil med kunder, leverandører og samarbejdspartnere ud fra devisen: Det skal være nemt, effektivt og bæredygtigt. Du kan læse mere om os på www.kobenhavnsejendomme.kk.dk.
Ansøg her
Københavns Kommune, Københavns Ejendomme
Borups Allé 177
2400 København NV
LJA-7514
Fuldtid
Kontor og administration, Ledelse, Strategi og udvikling
09-08-2026
Tilbage til søgning




